Bowlingklubben Munkebo 2002`s Vedtægter

VEDTÆGTER.

§ 1

Klubbens navn er Bowlingklubben Munkebo 2002, stiftet den 3 januar 2002. Klubben er hjemmehørende i Kerteminde kommune.

§ 2

Klubbens formål er at udbedre kendskabet til, og vedligeholde færdighed i bowling, samt ved andet kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel gennem klubarbejde.
Som aktive medlemmer kan optages børn, unge og voksne, når de vedkender sig nærværende vedtægter.

§ 3

Klubbens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Generalforsamling holdes hvert år inden 31 januar. Indkaldelsen til generalforsamlingen meddeles ved opslag i hallen, mindst 14 dage forud for afholdelsen.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde mindst 8 kalenderdage før. Kun fremmødte medlemmer der er fyldt 15 år, og med gyldig kontingentkvittering har stemmeret. På generalforsamlingen afgøres alle sager ved simpel stemmeflertal, dog kræves ændringer af disse vedtægter mindst 2/3 af de afgivne stemmer for forslaget. Dog skal mindst 15 medlemmer give fremmøde.
Generalforsamlingens forhandlinger og beslutninger indføres i klubbens protokol og skal underskrives af dirigenten og formanden.

§ 4

Dagsorden til den årlige generalforsamling:
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmetællere
3. Formandens beretning
4. Kasseren fremlægger det reviderede regnskab og budget til godkendelse.
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af formand
      a. Valg af kasser
      b. Valg af bestyrelsesmedlemmer
      c. Valg af bilagskontrollanter
      d. Valg af suppleanter.(bestyrelse, bilagskontrollant)
7. Eventuelt

Bestyrelsesmedlemmer, bilagskontrollanter og suppleanter kan kun genvælges, uden selv at være til stede, hvis der foreligger en skriftlig accept.
Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 5 medlemmer.
Bestyrelsen vælges for en periode på 2 år, således at formanden og 1 bestyrelsmedlem afgår i lige kalenderår, og kasseren og 2 bestyrelsmedlemmer i ulige år. Desuden vælges 2 bilagskontrollanter der skiftevis er på valg hvert andet år.
Alle suppleanter er valgt for 1 år af gangen.

§ 5

Ekstraordinær generalforsamling skal finde sted, når 3 medlemmer fra bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/3 af medlemmerne stiller krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 14 dage efter at kravet herom er modtaget af formanden.

§ 6

Kontingenter fastsættes af bestyrelsen, og skal betales forud. Medlemmerne registreres i klubben.
Ved genindmeldelse i klubben, inden for et år efter udmeldelse, pålægges et gebyr på 3 måneders kontingent.
Ved længere tids fravær, på grund af sygdom, skolegang eller arbejde, kan kontingent nedsættes til det halve. Dette kan dog først træde i kraft når kasseren, eller et af de andre bestyrelsesmedlemmer har fået meddelelse om årsagen.

§ 7

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituere sig med næstformand og sekretær. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer finder det fornødent.
Der føres protokol over det på møderne passerede og vedtagne. Protokollen skal være tilgængelig på den årlige generalforsamling.

§ 8

Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Af budgettet skal der fremgå hvad der er kontingent og hvad der er licens
Bestyrelsen er over for generalforsamlingen ansvarlig for regnskabet. Foreningens regnskab føres af kassereren. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte bilagskontrollanter, Hverken medlemmer eller andre er ejere af klubbens formue eller drifttilskud. Klubben tegnes udaftil ved underskrift af formanden, næstformanden eller kassereren. For klubbens forpligtelser hæfter alene dens formue.

§ 9

Klubben lejer sig ind i Munkebo Idrætscenter.

§ 10

Man er medlem af klubben, og dermed pligtig til at betale kontingent, til man melder sig ud og afleverer sit medlemskort. Dette skal foregå til kassereren, eller en af de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Udmeldingen kan ske pr. den første den kommende måned. Handler et medlem i strid med klubbens vedtægter kan bestyrelsen udelukke medlemmet. Dette skal ske pr. anbefalet brev underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer. Udelukkelsen skal tages op som et selvstændigt punkt på førstkommende ordinære generalforsamling.
Et medlem kan udnævnes til æresmedlem, hvis klubbens bestyrelse finder, at medlemmet gennem flere år har udført et værdifuldt arbejde for klubben, eller hvis et eller flere medlemmer anbefaler et medlem til bestyrelsen og bestyrelsen er enige deri. Som æresmedlem er medlemmet kontingentfri, og kan frit deltage i alle klubbens arrangementer.

§ 11

Klubbens kan kun opløses når 2/3 af medlemmerne på den ordinære generalforsamling og 2/3 af de fremmødte på den efterfølgende ekstraordinære generalforsamlng stemmer herfor. På den ekstraordinære generalforsamling tages stilling til, hvad der skal med klubben midler.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 3. januar 2002.
Ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling den 29. januar 2003.
Ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling den 28. januar 2004.
Ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling den 21. januar 2009.

Dirigent: Børge Berthelsen.    Formand: Frede Lohmann